• Efter massiv boligmangel: Nyt boligbyggeri i København er udelukkende for enlige forældre

    Источник: BDK Borsnyt / 12 ноя 2024 08:14:14   America/New_York

    København vokser sig større år for år. Og det gør den største befolkningsgruppe i byen også, nemlig singlerne. Allerede nu har over halvdelen af husstandene i København kun én beboer, og den tendens stiger kun i fremtiden. Det stiller store krav til boligmarkedet i København. For der er langtfra nok små boliger til de mange singler i storbyen. Det gælder både de unge studerende, de ældre og de enlige forældre. Og priserne på de mindre boliger er også blevet tårnhøje. Som følge af den statistik vil boligselskabet Domea nu hjælpe de enlige forældre, der ikke kan finde en betalelig bolig i København. Boligselskabet vil opføre boliger, der udelukkende henvender sig til enlige forældre. Boligerne skal have store fællesområder til deling, og de skal ligge centralt i Carlsberg Byen i København. Det skriver TV 2 Kosmopol. »Der findes ikke nogen bofællesskaber, der er rettet mod den livssituation, som enlige forældre er i. I hvert fald ikke nogen, vi har kunnet finde frem til,« siger Mette Mogensen, der er by- og udviklingschef hos Domea, til TV 2 Kosmopol. Sådan vil de komme til at se ud Helt konkret vil man bygge omkring 40 boliger, hvor beboerne deles om et fællesområde, der både fungerer som køkken og opholdsstue. Boligerne vil variere i forskellige størrelser. De mindre vil være på omkring 55 kvadratmeter, mens størrelsen på de større vil ligge på omkring 80 kvadratmeter med to til fire værelser, køkken og bad. »Vores ambition er, at vi kan få udviklet og realiseret en boligtype, der særligt retter sig mod en, i boligmæssig kontekst, overset gruppe – nemlig de enlige forældre, som bor alene med deres børn på skift. Vores ambition er at skabe en boform, der understøtter fællesskabet og skaber de fysiske rammer for en god hverdag for singleforældre og deres børn,« siger Mette Mogensen på Domeas hjemmeside. Boligerne skal være mulige at betale med én indkomst, og for at kunne flytte ind skal man være enlig og have børn, men man skal ikke flytte ud, hvis børnene flytter hjemmefra, eller man får en kæreste, skriver TV 2 Kosmopol. Som det ser ud nu, vil boligerne stå klar i 2028. Store krav til boligmarkedet I det kommende årti vil man se en stor ændring i, hvem der flytter til og fra København, viser en ny analyse fra Nykredit, som Berlingske tidligere har beskrevet. »Der bliver i dag bygget anderledes end for nogle år siden, og det er sket mange gange før. Tidligere blev der bygget få mindre boliger, og de steg derfor mest i pris. Nu bliver der bygget flere små boliger, men vi bliver samtidig flere ældre og flere enlige med behov for færre kvadratmeter,« har Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom hos Nykredit, tidligere fortalt til Berlingske. Det stiller store krav til boligmarkedet. I fremtiden vil der nemlig være behov for flere boliger med færre kvadratmeter. Især den ældre befolkningsgruppe vil vokse det kommende årti. https://www.berlingske.dk/metropol/efter-massiv-boligmangel-nyt-boligbyggeri-i-koebenhavn-er-udelukkende-for
Опубликовать